Annonce
Samfund

18-årig fra Sukkertoppen byggede et radioteleskop og vandt stor konkurrence

Victor Boesen Gandløse går på Sukkertoppen Gymnasium i Valby – og nu har hans særlige fritidsinteresse ført til fornem kåring. Pr-foto
18-årige Victor Boesen Gandløse fra Sukkertoppen Gymnasium i Valby har udviklet et projekt, der vandt over 49 andre i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence – og juryen var, mildest talt, begejstrede.

En fritidsinteresse kan bane vejen for mange ting – det er i hvert fald noget, som Victor Boesen Gandløse har bevist.

Han er fra Sukkertoppen Gymnasium i Valby og har netop tilegnet sig en sejr i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence Unge Forskere.

Her blev han kåret som Årets Unge Forsker og vandt over hele 49 andre projekter.


Det har været rigtig fedt, at jeg har kunne få højtuddannede juryer til at kommentere mit projekt.

Victor Boesen Gandløse


Har bygget sit eget radioteleskop

Victor Boesen Gandløse interesserer sig for såkaldt radio-astronomi, der beskæftiger sig med observation af radiobølger i universet.

I cirka et år har han arbejdet på at bygge sin egen softwaredefinerede radio i et radioteleskop. Med teleskopet, og en lille parabol, har han formået at lave 19 observationer af brintlinjen i Mælkevejen. Dem bruger han til at påvise Mælkevejens rotationshastighed og struktur – og dermed, om der er mørkt stof i vores egen galakse.

- Det har været rigtig interessant at deltage i Unge Forskere, fordi det har givet mig en masse, masse muligheder for at undersøge videre i mit projekt og arbejde videre med det. Det har været rigtig fedt, at jeg har kunne få højtuddannede juryer til at kommentere mit projekt, lød det fra Victor Boesen Gandløse i en pressemeddelelse.

Annonce

Juryen kunne ikke få armene ned

Og juryen var stærkt begejstrede for hans projekt.

- At gymnasieelever er interesserede i fysik, matematik, astronomi, og computere – det er vi vant til. Men at bygge sit eget radioteleskop, tage spektre af brintlinjen i Mælkevejens arme, skrive programmer til at analysere data, måle rotationshastigheden og konkludere, at der er mørkt stof i vores egen galakse, det er vi ikke helt vant til, lød det fra juryen.

Motivationen for kåringen var da også, at de "nærmest ikke kunne få armene ned".

Finalen i den store talentkonkurrence blev afviklet virtuelt grundet coronapandemien, og derfor modtog Victor Boesen Gandløse den flotte pris foran sin egen computer derhjemme.

Med titlen som Årets Unge Forsker følger en check på 25.000 kroner, og Victor Boesen Gandløse skal nu deltage i EM i Science (EUCYS) i Spanien og VM i Science (ISEF) i Polen.

Du kan læse mere på ungeforskere.dk.

Annonce
Annonce

Coronavirus - Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Teenager anholdt for knivstikkeri i Valby

Annonce