Annonce
Erhverv

Trods flere rejsende: Københavns Lufthavn stadig coronaramt

Antallet af rejsende i Københavns Lufthavn er stigende efter modvind under corona. I maj lettede det første charterfly i syv måneder. Her ses nogle af de rejsende. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Antal rejsende i Københavns Lufthavn tæt på tredoblet i september, men er fortsat under niveauet før corona

Det lysner for Københavns Lufthavn, når det gælder antallet af rejsende, men det går langsomt.

Det viser lufthavnens seneste opgørelse, som den præsenterer tirsdag.

Luftfartsbranchen har været særdeles hårdt ramt under coronakrisen, hvor restriktioner for at bremse smitten har holdt fly på jorden.

Annonce

I slutningen af juni blev kravene om test og isolation for rejser i EU- og Schengen-landene dog fjernet, og modvinden er derfor aftagende.

I september var der knap 1,3 millioner passagerer i Københavns Lufthavn, oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse.

Det er næsten tre gange så meget som samme måned sidste år. Men samtidig under halvdelen af året før, inden corona ramte.

- Der har været en stor, opsparet rejselyst, som er sluppet løs, efter det blev lettere og langt mere gennemskueligt at rejse, siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør, i meddelelsen.

Det er særligt udenlandske rejsende, lufthavnen mangler. I september var der cirka 120.000 danske rejsende mod knap 139.000 i 2019.

Samtidig blev antallet af europæiske passagerer mere end halveret til 1,1 millioner fra knap 2,4 millioner passagerer i september for to år siden.

Ifølge Peter Krogsgaard er der brug for, at den udenlandske turisme igen får luft under vingerne.

- Globalt er der brug for endnu mere enkle rejseregler, så alle kan rejse. Samtidig bør Danmark markedsføres aktivt som en spændende og ikke mindst sund og sikker destination, mener han.

Det mest populære rejsemål i september var Spanien. Her gik hver ottende rejse til, og særligt Malaga, Palma og Barcelona var populære destinationer.

Også den kommende tid går mange rejser til Sydeuropa, oplyses det. Årets hidtil travleste dag venter 15. oktober i efterårsferien.

Mens kravet om brugen af mundbind er væk langt de fleste steder i samfundet, gælder det stadig i lufthavnene.

Det skyldes, at man følger de europæiske retningslinjer for sikre rejser. Børn under seks år er undtaget fra at bære mundbind.

/ritzau/

Annonce
Annonce

Coronavirus - Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Nu er Kasper Würtz' sejr over Christian Bitz endelig i hus: - Den her afgørelse er næsten vigtigere end selve dommen

Annonce