Annonce
Trafik

Søren og Erica advarer mod ny cykelsti: Der er allerede en ældre herre, som er væltet

Den stejle rampe og den sidste bremseklods, som kantstenen skaber, forhindrer Søren Nielsen i at komme op på fortovet med sin kørestol. Foto: Hanne Bjørton
En ny cykelsti gennem Kulbaneparken starter fra Vigerslevvej med benspænd, der standser kørestolsbrugere og giver for lidt plads til ladcykler. Alt bliver rettet, lover kommunen.

- Den dejlige cykelsti, der er anlagt her ved Kulbanevej - det er ganske umuligt at komme ud med en handicapcykel, handicapscooter eller en christianiacykel, fordi de bomme, som er lavet for at folk ikke skal køre for stærkt, står alt for tæt på hinanden. Det er vel ikke meningen?

Sådan har Erica Eriksen fra Kulbanevej skrevet til ValbyLIV. Hun fortæller videre, at der mangler en asfaltrampe fra den nye cykelsti til den gamle på Vigerslevvej.

- Og helst ikke helt så stejl som den, der er lavet fra den nye cykelsti ned til Kulbanevej. Der er allerede en ældre herre, som væltede der, fortæller Erica.

Annonce

Vi tager til Kulbanevej i myldretidstrafikken mandag og møder et stort opbud af børnefamilier på ladcykler, som ganske rigtigt ikke kan komme igennem bommene.

Jeg kan godt forstå, at bommene skal sænke farten på elcykler og knallerter, men det tror jeg også de ville, hvis de stod lidt længere fra hinanden

Erica Eriksen, borger på Kulbanevej

- Ladcykler er jo blevet familiens transportmiddel. Det er nemmere end en bil, og de har virkelig vundet indtog i Valby. Man skulle tro, at moderne byggeri tog højde for det, mener Stefan Thorsen, der bor i det nye kvarter Grønttorvet og kommer cyklende med Hugo og Lucca på ladet.

Fem andre ladcykler må det næste kvarter også køre ud i gruset, for at kunne komme ind på den nye cykelsti gennem Kulbaneparken, der forbinder Vigerslev Allé Station og den nye cykelbro over Folehaven.

For stejl rampe

Hvor cykelstien krydser Kulbanevejs stikvej ned til de røde Finnehuse, møder vi Søren Nielsen. Han sidder i hånddrevet kørestol og kan kun bruge sin ene arm. Og han kan ikke drive kørestolen op over asfaltramperne mellem cykelsti og vejbane.

- Den er for stejl, fortæller Søren. Hvis han vil op på et fortov, skal han krydse kørebanen og køre hen til bilernes langt jævnere asfaltrampe ind til Cirkel K-tanken.

Erica Eriksen tør ikke passere bommene, fordi de står for tæt, så hendes elscooterhjul let havner ude i en stejl grusskrænt. Naboen Kenneth Vincent måler elscooteren og viser bagefter ved bommene, at Erica har ret. Foto: Hanne Bjørton

Endelig møder vi Erica Eriksen, der har kaldt os hid. Hun sidder i en handicapscooter, som er for stor til, at hun tør køre gennem bommene ved Vigerslevvej, fordi hjulene er i fare for at skride ud i en grusskrænt.

- Jeg er bange for at ryge ned ad skrænten. Vi glædede os alle sammen til den nye cykelsti, og det hele skulle være meget nemmere. Jeg kan godt forstå, at bommene skal sænke farten på elcykler og knallerter, men det tror jeg også de ville, hvis de stod lidt længere fra hinanden, siger Erica.

Vi har spurgt Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning, om asfaltrampen fra cykelstien hen over Kulbanevej ikke skal udføres, så kørestolsbrugere får glæde af den nye sti. Og om den udbredte brug af ladcykler får forvaltningen til at overveje andre løsninger end bommene eller at sætte dem med større afstand.

Og svaret er 'Jo' til begge spørgsmål, skriver Henriette Hall-Andersen, områdechef i teknik- og miljøforvaltningen.

- Selvom vi har indviet første etape af Kulbaneparken i forbindelse med Kulturfesten, betyder det ikke, at vi er færdige med alt i den ende af projektet. I forbindelse med færdiggørelsen af cykelstien bliver afstanden mellem bommene øget efter aftale med brugere på stedet, og cykelstien bliver hævet på den lille del af Kulbanevej, hvor de pågældende ramper er.

- Vi glæder os meget til, at projektet er helt færdigt og håber, at cykelstien kan være med til at bringe endnu flere brugere til Kulbaneparken, skriver Henriette Hall-Andersen.

Stefan Thorsen kan ikke passere bommene med sin ladcykel, hvor Hugo og Lucca sidder. Så han må starte på gangstien og ud i gruset. Foto: Hanne Bjørton
Annonce
Sport

Chris Anker Sørensen er omkommet efter trafikulykke i Belgien

Annonce

Coronavirus - Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Navne

Bedemandsfirma i tre generationer: - Man skal være gjort af et særligt stof

Debat

Se livedebatten: Skal alle have råd til en bolig i København?

Nedtællingen er begyndt...

Et af byens lækreste hoteller har meldt sin ankomst på vores store kvindemesse

Valby

Flere unge føler sig ensomme: Nu styrker København byens ungdomsklubber

Danmark

Ny bog er et forsvar for storbyen: - Større storbyer er vores bedste kort i kampen mod klimakatastrofen

Byliv

I fem år samlede det unikke sted bydelen: Nu går borgerne ind i kampen for at få livet tilbage

Trafik

Bekymrede forældre jubler efter års kamp: Der er faldet en sten fra vores hjerter

Valby

Mandagens coronatal: 333 nye smittetilfælde - flere indlagte på sygehusene

112

Flere borgere jagtet af mystisk grå bil: Nu beder politiet om hjælp i sagen

Alarm 112

24-årig kendt skyldig i forsøg på terror

Byliv

TV-succes får Nova til at satse på drømmen: Jeg har lovet dommerne at gå efter det

Trafik

Proppen sat i for parkering udefra: Michels villakvarter fik selv indført skrappere regler

Danmark

Hele familien gik ned med corona - femårige Nellie blev ramt af sjælden efterve

Annonce