Annonce
Sport

Politi efterforsker tilskueres kritiske banner om Newcastle

Her ses banneret med kritik af overtagelsen af Newcastle under lørdagens kamp, der endte 1-1. Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix
Et banner fra Crystal Palaces fans med kritik af saudiarabisk overtagelse af Newcastle efterforskes nu.

En gruppe tilhængere af fodboldklubben Crystal Palace luftede lørdag deres utilfredshed med salget af ligakonkurrenten Newcastle, og det har fået politiet på banen.

Newcastle blev for nylig solgt til et konsortium med den saudiarabiske investeringsfond PIF i spidsen, og det fik Palaces fans til at reagere i Premier League-kampen mellem de to hold.

På et banner med overskriften "Premier Leagues ejertest" var der en tjekliste med punkterne terrorisme, halshugning, overtrædelse af menneskerettigheder, mord, censur og forfølgelse. Alle var krydset af.

Annonce

Banneret efterforskes nu af politiet.

- Lørdag den 23. oktober modtog politiet en anmeldelse om et stødende banner, der blev fremvist af Crystal Palaces fans. Politibetjente er ved at undersøge informationerne og efterforsker sagen. Alle anklager om racisme tages meget seriøst, skriver politiet i Croydon på Twitter.

Newcastle blev tidligere i oktober solgt til den nye ejergruppe, hvor saudiarabiske PIF, der har kronprins Mohammad bin Salman som formand, står for 80 procent af opkøbet.

Den saudiarabiske fond anslås at have en værdi på over 2,5 billioner kroner.

Premier League har dog forsikret, at ligaen har fået vished om, at det ikke er Saudi-Arabien, som nu kontrollerer den engelske klub.

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty har tidligere advaret ligaen mod at godkende salget af Newcastle til den saudiarabiske investeringsfond.

Organisationen mener, at ligaen er i "fare for at lade sig bruge af folk, som vil udnytte ligaens glamour og prestige til at overskygge handlinger, som er dybt umoralske, i strid med folkeretten og på kant med Premier Leagues og hele fodboldsamfundets værdier", lød det tidligere.

/ritzau/Reuters

Annonce
Kaos

Bilister i Valby må lede i timevis: Hvorfor er der ikke parkeringspladser til alle med en p-licens?

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Store mængder ulovligt fyrværkeri smugles til Danmark i posten: I år ser ud til at blive et rekordår

Valby

Torsdagens coronatal: Yderligere 4680 er smittet med corona - antallet af indlagte falder med 12

Forsvaret forurener campingejers fiskesø: - Gå i gang med at rense op nu

Annonce