Annonce
Udland

Norsk efterretningstjeneste kendte den sigtede bag angreb

Hans Sverre Sjøvold, der er chef for det norske PST, taler på en pressekonference torsdag om den foregående aftens angreb i byen Kongsberg. I baggrunden er det sektionsleder i PST Arne Christian Haugstøyl. Foto: Ntb/Reuters
Det norske PST arbejder på at finde ud af, om angrebet i Kongsberg kan inspirere andre til terror.

Det norske politis efterretningstjeneste, PST, kan endnu ikke sige noget om, hvad der var motivet bag det angreb i Kongsberg onsdag aften, hvor fem mennesker blev dræbt.

- Selve handlingen fremstår, som om det kan være en terrorhandling. Men det er vigtigt, at efterforskningen går videre og vi får afklaret motivet, siger chefen for PST, Hans Sverre Sjøvold, på en pressekonference i Oslo.

Den 37-årige mand, der er anholdt og sigtet i sagen, er kendt af PST fra tidligere.

Annonce

Sjøvold ønsker ikke at oplyse yderligere om, hvordan eller for hvad efterretningstjenesten kender ham.

Den sigtede mand har selv givet politiet en form for begrundelse for drabene, og han har forklaret sig detaljeret om det, der skete, siger politiadvokat Ann Irén Svane Mathiassen på en separat pressekonference torsdag eftermiddag.

- Han har givet en relativt grundig forklaring under afhøring, siger hun ifølge nyhedsbureauet NTB.

- Vi ønsker ikke at sige noget om, hvad han gjorde. Han har givet en slags begrundelse for det, han gjorde, oplyser politiadvokaten.

Norsk politi er torsdag fortsat i gang med efterforskningen i byen Kongsberg, hvor en mand bevæbnet med bue og pil dræbte fem mennesker aftenen inden. Foto: Terje Bendiksby/Ritzau Scanpix

Hun understreger, at der ikke er rejst terrorsigtelse mod den formodede gerningsmand.

- Hvorvidt det er en terrorhandling, er noget som efterforskningen skal afdække. Foreløbig har vi grundlag for en sigtelse for drab, siger Mathiassen.

Hun oplyser videre, at de dræbte blev fundet både indendørs og udendørs. En af dem blev fundet i en bolig.

De er tilsyneladende alle fem tilfældige ofre.

- Vi er ikke bekendt med, at der er nogen relation mellem den sigtede og de dræbte. Det fremstår som helt tilfældigt, siger politiadvokaten.

Der er beslaglagt i alt tre våben, tilføjer hun. Politiet vil ikke oplyse, hvad det er for våben, men mener, at der blev brugt både bue og pil samt andre våben under angrebet onsdag aften.

Politiet har planer om at fortsætte afhøringen af den sigtede torsdag.

Sektionsleder i PST Arne Christian Haugstøyl forklarer, at den måde, angrebet foregik på, gør det vanskeligt at opsnappe på forhånd.

- Der er én gerningsmand. Erfaringen tilsiger, at der er en kort planlægningshorisont, og han har brugt enkle midler og våben. De sager er meget vanskelige for en sikkerhedstjeneste at opfange, siger han.

Haugstøyl tilføjer, at det er den type angreb, PST frygter mest, fordi de er svære at opdage, inden de sker.

- Vi arbejder selvfølgelig også med at finde ud af, om det kan inspirere andre til at udføre terror, siger Hans Sverre Sjøvold.

Han tilføjer, at der på nuværende tidspunkt ikke er tegn på det.

- Det er også en person, der er gået ind og ud af sundhedssystemet i en periode, siger PST-chefen på pressemødet i Oslo.

På et spørgsmål om, hvorvidt der kan være grund til at tro, at det handler mere om psykiatri end om terror, svarer Sjøvold:

- Jeg tror, at det er vigtigt, at vi er forsigtige med at udtale os, til præcis dét spørgsmål er bedre belyst.

Ud over de fem dræbte i Kongsberg er tre andre såret.

Arne Christian Haugstøyl siger, at PST kontinuerligt vurderer terrortruslen i og mod Norge.

- Det, der skete i Kongsberg, ændrer ikke det nationale trusselsbillede i Norge. Det regnes stadig som moderat, siger han ifølge tv-stationen NRK.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Udland

Barndomsven til Kongsberg-sigtet: En tikkende bombe

Annonce