Annonce
Terror

Politiaktion i Valby: Mand anholdt for at fremme Islamisk Stat-terror

Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Den anholdte bliver i løbet af onsdagen fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling.

Ved en anholdelsesaktion onsdag morgen i Valby i København er en mand anholdt. Han er mistænkt for at fremme terrorvirksomhed for organisationen Islamisk Stat, oplyser Københavns Politi på i en pressemeddelelse.

Den anholdte er en yngre mand, og hans fremme af organisationens virksomhed skal være sket via sociale medier, lyder det fra politiet.

- Det er yderst alvorligt, når vi anholder og sigter efter de såkaldte terrorparagraffer - også i de tilfælde, hvor de kriminelle handlinger er udøvet via sociale medier, siger politiinspektør Dannie Rise i pressemeddelelsen.

Annonce

- Vi står stadig over for en længere efterforskning, og derfor håber jeg på forståelse for, at vi ikke kan gå i yderligere detaljer på nuværende tidspunkt, siger han.

Den anholdte er sigtet efter straffelovens paragraf 114 e, der handler om at fremme terrorvirksomhed på anden måde, end det ellers er beskrevet i lovens terrorbestemmelser.

Paragraf 114 e bruges for eksempel i sager, hvor der er tale om propagandavirksomhed til gavn for en terrororganisation.

Bestemmelsen er blandt de mildere af straffelovens terrorbestemmelser. Strafferammen er fængsel indtil otte år. Dog straffes der hårdere, hvis den dømte har været tilsluttet en væbnet styrke.

Det fremgår ikke af oplysningerne fra Københavns Politi, om det er tilfældet.

Anholdelsen skete onsdag morgen klokken 06. Inden et døgn skal en dommer tage stilling til, om den anholdte skal varetægtsfængsles, ellers skal han sættes fri.

Det kommer til at ske onsdag eftermiddag i Retten på Frederiksberg. Her vil anklagemyndigheden bede om, at manden fængsles. Anklagemyndigheden vil desuden bede om lukkede døre, oplyser politiet.

At dørene skal lukkes, betyder, at offentligheden ikke vil have adgang til retsmødet fra det tidspunkt, hvor en kendelse om dørlukning bliver afsagt.

Onsdagens retsmøde vil ifølge Københavns Politi tidligst gå i gang klokken 14.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Danmark

De seneste coronatal: Otte døde og 50 færre indlagte

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Ni spørgsmål til viruseksperten om abekopper: Alle over 46 år kan tage det helt roligt

Valby

Tragisk udgang: Mand død efter brand på plejehjem

Minister til udkanten: Hvis I vil have en legeplads, skal I levere vindmøller og solceller

Annonce