Annonce
Indland

Kontakttal er stabilt - men smitten ser ud til at stige

På det seneste har andelen af positive prøver været stigende. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Andelen af positive coronaprøver er stigende og kan indikere voksende pandemi, siger sundhedsminister.

Kontakttallet for coronavirus er i denne uge beregnet til 1,0. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Det er det samme som i sidste uge, og det betyder i grove træk, at ti smittede med coronavirus i gennemsnit vurderes at smitte ti andre - og at epidemien er på et stabilt niveau, hvor den hverken vokser eller skrumper.

Magnus Heunicke påpeger, at andre tal til gengæld tyder på en epidemi i vækst.

Annonce

Det gælder positivprocenten og incidensen, der dækker over antallet af smittetilfælde per 100.000 indbyggere.

- Derfor vigtigt, at alle lader sig teste ved symptomer, og de, der ikke er vaccineret, tager imod tilbuddet, skriver han på Twitter.

Han skriver, at andelen af positive prøver i de daglige coronatest er gået fra 0,9 for tre uger siden til nu at være 1,6 procent.

Kontakttallet er en beregning af, hvordan smitten med coronavirus spreder sig i samfundet.

Kontakttallet udregnes ved at se på smittetallene for halvanden uge siden.

Tallet bruges af myndighederne som et blandt flere pejlemærker til at se, hvordan coronapandemien udvikler sig i samfundet.

Tallet kan sige noget om, hvad retning pandemien går, men siger til gengæld ingenting om, hvor mange smittetilfælde der er i samfundet.

I september var der i gennemsnit 437 daglige smittetilfælde. Det tal er i oktober steget til 521.

På landets sygehuse er antallet af coronapatienter faldet fra 134 til 89, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Mere end 10.000 har anmeldt covid-19 som en arbejdsskade

Annonce