Annonce
Trafik

Hvad er politikernes løsning på parkeringskaos? Vi har spurgt fire af dem

På Torveporten ved Grønttorvet er der allerede ved 14-tiden på en hverdag godt fyldt op med biler og flere parkeringer af tvivlsom lovlighed. Foto: Hanne Bjørton
Flertallet i Borgerrepræsentationen ønsker en stram parkeringsnorm, de borgerlige ønsker flere parkeringspladser. Vi har spurgt fire partier, hvad løsningen er på parkeringskaos og at byen sander til i biler.

Parkeringsstrategien i Københavns Kommune deler vandene. Da lokalplanen for Grønttorvet blev behandlet, senest i 2019, ønskede et flertal bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Alternativet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti en stram parkeringsnorm på en p-plads for hver 175 kvadratmeter bolig. Mens Konservative, Venstre og Liberal Alliance ønskede en for hver 100 kvadratmeter bolig.

Læs også: Familier i parkeringshelvede: - Jeg har stemt rødt hele livet - i år stemmer jeg konservativt.

Der er også skudt andre nye byområder op i Valby, og både Grønttorvet og nærområdet oplever nu noget, der ligner parkeringskaos. Vi har stillet en stribe spørgsmål til begge sider af salen.

Annonce

Beboere på Grønttorvet har flere biler end forudsat i den fastlagte parkeringsnorm, og det plager beboere i og udenfor området. Har I fejlvurderet situationen?

Gorm Gunnarsen (EL): - Der er lagt op til et tæt byggeri på Grønttorvet. At bo tæt og stationsnært indebærer, at en hverdag uden bil vil være mere naturlig for flere. Så inden man flytter til Grønttorvet, kan man med fordel overveje, om bilen er en del af pakken. Den udvikling vi ser med parkeringsproblemer er et spejl af, at det er alt for billigt at have bil i storbyen.

Andreas Keil (S): - Så vidt jeg er orienteret, er der pt. udsolgt for p-pladser på Grønttorvet og stadig et stort behov for parkering. Ligeledes oplever naboområderne et øget pres, og derfor ser det ud til, at kommunen har fejlvurderet behovet for parkering.

Ønsket er at mindske biltransport, støj og forurening og øge cyklisme og offentlig transport. Konsekvensen er ikke desto mindre massive parkeringsproblemer. Hvad er løsningen?

Gorm Gunnarsen (EL): - Det kan være en udvidelse af parkeringszoner. Men den bedste løsning vil for mange være at planlægge en hverdag uden egen bil.

Den udvikling vi ser med parkeringsproblemer er et spejl af, at det er alt for billigt at have en bil i storbyen

Gorm Gunnarsen, Enhedslisten

Andreas Keil (S): - I 2024 åbner den nye metrolinje til Sydhavnen og Valby, og vi håber og forventer, at flere så vælger den kollektive trafik frem for bilen. Vi skal løbende evaluere busruter som forbinder Valby med resten af København, så vi har de mest optimale ruter. Vi skal forbinde nye bydele i Valby med hinanden samt med den etablerede del. For eksempel med flere broforbindelser over banelegemet.

Byg parkeringshuse og -kældre

Dit parti ønskede flere p-pladser ved Grønttorvet, end der blev besluttet. Nu eksisterer et massivt parkeringstryk både i og omkring Grønttorvet – hvad er løsningen på det?

Jens-Kristian Lütken (V): - Løsningen er jo at etablere flere parkeringspladser. Det er jo ren ideologi uden skelen til københavnernes forskellige behov, når parkeringsnormen sættes urealistisk lavt.

Jakob Næsager (K): - Vi konservative synes, at der skal bygges parkeringshuse ved Grønttorvet og ved Ny Ellebjerg station, så vi kan få løst problemet med manglende pladser til beboere.

Støj- og partikelniveau, trafikpropper og parkeringskaos stiger i takt med, at der kommer flere indbyggere og biler i København. Er der andre løsninger end at regulere antallet af p-pladser for at få bilejerne over på cykel eller i offentlig transport?

Jens-Kristian Lütken (V): - København skal være den by i Europa, hvor det er lettest at køre el-bil. Det vil fjerne støj og forurening. Der skal investeres i parkeringshuse og underjordiske parkeringsanlæg. Der skal investeres mere i cykelstier, og vi skal have metro til alle bydele.

Jakob Næsager (K): - Vi vil begrænse den gennemkørende trafik i København, så alle der ikke har et ærinde i København må køre uden om. Vi vil fremme den grønne omstilling, så vi hurtigt får elbiler uden udledning og med begrænset støj. Vi er positive overfor at udvide miljøzoner for busser og lastbiler til også at omfatte de mest forurenende personbiler. Vi ønsker Metro til alle bydele i København og flere smutveje for cyklister, blandt andet broer over havnen samt broer over eller tunneller under jernbanerne.

Vi hører tit borgere argumentere for park-and-go faciliteter ved S-tog og metrostationer, som kunne løse noget af pendlerparkeringen. Bakker dit parti den løsning op?

Gorm Gunnarsen (EL): - Det ville være mest oplagt at lægge det på steder udenfor København, hvor der er god, skinnebåren trafik. Men det kan også godt være i udkanten af Københavns Kommune, og det kan vi fint forestille os.

Det er jo ren ideologi uden skelen til københavnernes forskellige behov, når parkeringsnormen sættes urealistisk lavt

Jens-Kristian Lütken, Venstre

Andras Keil (S): - Ja det er bestemt noget vi er interesseret i at se på og undersøge.

Jens-Kristian Lütken (V): - Det bakker Venstre helhjertet op. Det var et af de ønsker vi havde med til budgetforhandlinger i år, men desværre er der massiv modstand mod at investere i det område fra de røde partier. Det er ærgerligt, for det ville give en hurtig gevinst for klimaet og mindre trængsel i København.

Jakob Næsager (K): - Vi konservative foreslog ved budgetforhandlingerne i september 2021 at lave parkér og rejsanlæg fx i de eksisterende parkeringshuse i Ørestad og Nordhavn, så pendlere kunne parkere derude og tage Metroen ind til City. Det var der desværre ikke opbakning til. Tilsvarende kunne man foreslå parkeringsanlæg tæt på S-togstationer, så flere fik lyst til at tage toget eller cyklen det sidste stykke vej ind til København.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Byliv

Forladt område har fået et gevaldigt løft: Nu skal længe ventet plads indvies

Byliv

Han ramte muren og satte sin café til salg: Nu har kæmpe kunde-opbakning reddet livsværket

Samfund

Stjerneadvokat hyrede sig selv for skattekroner - men borgmester kan ikke svare på, om hun synes, det er okay

Alarm 112

Børnehavebørn finder tre poser med kokain på legeplads

Byliv

Omdiskuteret kunstværk er blevet ødelagt: Det er dybt frustrerende

Trafik

Movia foreslår busjusteringer: Valby kan miste livline til metroen

Bolighandel

Jussi Adler-Olsen sælger herskabsvilla med stor fortjeneste

112

Børnehavebørn fandt poser med kokain på legeplads: Vi er både chokerede og kede af det

Byliv

Nyt spillested åbner: Vi glæder os til at sætte gang i bydelen

Debat

Parkeringsproblemerne vokser konstant: Forpligt kommunen til at etablere parkeringsanlæg ved nybyggeri

Samfund

Bente savner handicapvenlige badesteder: - Lav en badebro ved stranden og bedre trapper til havnebassinet

112

Borger reagerede hurtigt på høje lyde fra en forretning: 41-årig mand taget på fersk gerning

Byliv

Har du også set Marcks fotos: - Jeg viser andre livet i Valby

Annonce