Annonce
Udland

Gerningsmand undslap politiet og dræbte ofre efterfølgende

Folk lægger blomster og tænder lys i Kongsberg, hvor en 37-årig mand onsdag aften dræbte fem mennesker. Foto: Ntb/Reuters
Politiet observerede gerningsmanden i Kongsberg, inden han dræbte flere og formentlig alle ofre.

Allerede fem minutter efter første anmeldelse gjorde politiet den første observation af gerningsmanden onsdag aften under angrebet i den norske by Kongsberg, hvor fem personer blev dræbt.

Det fortæller politichef Ole Bredrup Sæverud ifølge VG under et pressemøde torsdag formiddag.

- De (betjentene, red.) bliver beskudt af pile og mister kontakten med manden.

Annonce

Efter gerningsmanden undslap, dræbte han formentlig alle sine fem ofre, oplyser politiet videre.

- Ud fra det vi ved, står det rimelig klart, at nogle - formentlig alle - blev dræbt, efter at politiet var i kontakt med gerningsmanden første gang klokken 18.18, siger Ole Bredrup Sæverud.

Ofrene er fire kvinder og en mand, der alle var mellem 50 og 70 år.

Ud over de dræbte er tre personer blevet såret, oplyser politiet torsdag eftermiddag.

Artikel fra VG

Oprindeligt lød antallet af sårede på to, blandt dem en politibetjent, der ikke var på arbejde. Men torsdag er tallet opjusteret til tre. Den tredje sårede var selv taget til en lægevagt et andet sted, meddeler Sør-Øst politidistrikt.

Gerningsmanden er en 37-årig dansk statsborger, der bor i Kongsberg. Politiet har tidligere været bekymret for radikalisering.

Han er konverteret til islam, har dansk mor, norsk far og er opvokset i Norge.

Først 18.47 blev han anholdt af politiet. Politiet blev spurgt på pressemødet, hvorfor det tog en halv time at anholde manden.

- Det var et uoverskueligt område, og mange patruljer var en del af aktionen. Men nøjagtigt hvorfor ved jeg ikke, siger Ole Bredrup Sæverud.

Politiadvokat Ann Irén Svane Mathiassen fortæller til avisen VG, at ofrene blev fundet forskellige steder.

- Nogle er fundet indendørs, og nogle er fundet udendørs. Men jeg ved ikke, om de er fundet i deres egne hjem, siger hun.

Politiets redegørelse

I en redegørelse på sin hjemmeside uddyber politiet det første møde med gerningsmanden.

Da han blev opdaget af betjente første gang, blev han anråbt, hvorefter han løb væk. Kort tid efter fik politiet øje på ham igen, hvor han begyndte at skyde pile efter betjentene, inden han undslap på ny.

Politiets specialenhed oplyser til TV 2 Norge, at forløbet ikke giver anledning til at åbne en sag mod politiet.

- Som det ser ud nu, har vi ikke grundlag for at starte en efterforskning af forløbet, siger Alexander Fotland Iversen, efterforskningsleder i specialenheden for politisager, til TV 2 Norge.

- Vi skal skaffe yderligere informationer og vurderer situationen løbende. Vi sender ikke egne efterforskere til Kongsberg baseret på det, vi ved nu.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Udland

Barndomsven til Kongsberg-sigtet: En tikkende bombe

Annonce