Annonce
Bolig og livsstil

Ekspertklumme: Boligejerne skal træffe vigtig økonomisk beslutning i maj

For fra 1. maj 2021 kan boligejerne selv beslutte, om de vil fortsætte indefrysningen af stigninger i boligskatten. Foto: Colourbox

Siden 2018 har boligejerne automatisk fået indefrosset eventuelle stigninger i deres grundskyld. Det betyder, at mange boligejere i øjeblikket skylder penge til kommunen, og i nogle tilfælde også uden at boligejerne selv er opmærksom på det.

Det skyldes det politiske forlig ”Tryghed om Boligbeskatningen” fra 2017, hvor et bredt politisk flertal i Folketinget besluttede, at det ikke længere skulle være muligt at blive beskattet ud af sin bolig. I stedet skulle fremtidige stigninger i boligskatterne indefryses og først betales den dag, hvor boligen skulle sælges.

Indefrysningen betyder, at boligejerne i øjeblikket ikke betaler eventuelle stigninger i deres grundskyld, men i stedet får et lån svarende til beløbet hos kommunen. Ordningen har mange fordele, men hører man til de boligejere, der ikke bryder sig om gæld og helst vil betale enhver sit hurtigst muligt, har man indtil nu ikke haft særligt gode vilkår. Siden indefrysningen blev indført i 2018, har alle boligejere nemlig været tvunget ind i ordningen.

Men nu er der godt nyt. For fra 1. maj 2021 kan boligejerne selv beslutte, om de vil fortsætte indefrysningen eller betale den allerede oparbejdede gæld tilbage og eventuelle fremtidige stigninger, i takt med at de opstår. Fra 2. halvår 2021 er ordningen således frivillig.

Vælger man at framelde sig ordningen, skal man både betale det indefrosne beløb, man allerede skylder, og kommende stigninger i grundskylden.

Man framelder sig ordningen ved fra 1. maj at gå ind på borger.dk og søge på ”indefrysning”. Inden man trykker på frameld-knappen, bør man dog være opmærksom på, at man ikke kan fortryde sin beslutning og få det indefrosne beløb retur. Man kan dog godt på et senere tidspunkt beslutte at indgå i indefrysningen igen, hvorefter fremtidige betalinger vil blive indefrosset. Hvis man ikke fravælger ordningen eller ikke foretager sig noget, fortsætter den som hidtil.


Man framelder sig ordningen ved fra 1. maj at gå ind på borger.dk og søge på ”indefrysning”. Inden man trykker på frameld-knappen, bør man dog være opmærksom på, at man ikke kan fortryde sin beslutning og få det indefrosne beløb retur.


Man skal også huske på, at eventuelle medejere af ejendommen selv skal framelde sig, hvis de ønsker det, da det alene er den enkelte boligejeres andel af grundskylden, som man afmelder.

Indefrysningen er foreløbigt rente- og gebyrfri, men fra 1. januar 2024 begynder der at løbe renter på. Skulle renten være fastsat for 2021, var den landet på 0,47 procent, og det er så lav en rente, at der er tale om et attraktivt lån. Mangler man penge, eller har man blot lyst til at forsøde tilværelsen en smule, er en indefrysning af stigninger i boligskatterne derfor et godt sted at starte.

Ønsker man at undersøge, hvor stor en gæld man har oparbejdet, kan man tjekke sin årsopgørelse for 2020 for kommunale ejendomsskatter og ejendomsskattebilletten for 2021, der er sendt til e-Boks med den lokale kommune som afsender.

Vælger man at være en del af indefrysningen, skal det indefrosne beløb betales tilbage, senest når boligen skal sælges. Overtager en ægtefælle ejendommen fra den anden ægtefælle, kan vedkommende dog også overtage det indefrosne beløb.

Annonce
Annonce

Coronavirus - Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Teenager anholdt for knivstikkeri i Valby

Annonce