Det er langtfra alle, der kan fejre højtiden sammen med familie eller venner.
Men så findes der andre fællesskaber - masser af gode steder holder julearrangementer målrettet ensomme københavnere uden det store netværk, socialt udsatte og hjemløse.
I starten af november uddelte Socialudvalget 439.000 kroner i støtte til 36 af disse julearrangementer, der holdes selve juleaften eller i løbet af december i København. Et af dem er en minijulefrokost 2. juledag klokken 14-17 hos Valby Værested, som har fået 3.000 støttekroner til arrangementet.
- For det første holder vi åbent søndag 2. juledag, og det er attraktivt for dem, der sidder alene. Men så byder vi også på en minijulefrokost - mere præcist rejemadder - juleknas, god julestemning og en lille gave, fortæller Lene Reedtz Nedergaard, der er leder i Valby Værested og står for arrangementet sammen med stedets frivillige.
Lene Reedtz Nedergaard, leder af Valby VærestedVi har også vores julefrokost 21. december klokken 13-17 - den er med tilmelding, deltagelse koster 50 kroner, og der er stadig ledige pladser
Julearrangementet er gratis og åbent for alle uden tilmelding.
Det er ikke Valby Væresteds eneste fejring af højtiden.
- Vi har også vores julefrokost 21. december klokken 13-17, hvor der kommer en bakkesangerinde i stor kjole og underholder. Julefrokosten er med tilmelding, deltagelse koster 50 kroner, og der er stadig ledige pladser, fortæller Lene Reedtz Nedergaard.
Fordi væresteder opfattes som en kritisk funktion, er de fritaget for krav om, at brugerne skal vise coronapas for at deltage.
Valby Værested ligger på Valby Langgade 122. Du kan læse mere om stedets åbningstider og arrangementer på valbyvaerested.dk.
De har fået støtte til julearrangementer
Flere lokale organisationer har foruden Valby Værested fået del i de 439.000 kroner fra Socialudvalget til deres julearrangementer for udsatte, ensomme og hjemløse:
- Boligforeningen 3B, Ellebjergvej har fået 1.500 kr. til et julearrangement i december for beboerne med oppyntning og julemåltid.
- Mændenes Hjem, Johan Krohns Vej 8 har fået 15.000 kr. til et juleaftensarrangement 24. december samt små arrangementer med julehygge før og efter jul
- Frelsens Hær har fået 53.000 kr. til fire arrangementer juleaften rundt omkring i byen og et en dag i december, hvor gæsterne kan holde jul og føle sig som den del af et fællesskab. Et af arrangementerne foregår hos Frelsens Hær Valby, Valby Langgade 84
- I Sydhavnen har Boligforeningen 3B, Parkstien fået 1.500 kr. til et julearrangement i december for beboerne med oppyntning og julemåltid