Annonce
Erhverv

Arbejdsretten pålægger igen sygeplejersker at arbejde

Siden regeringens indgreb i sygeplejekonflikten har sygeplejersker over hele landet valgt at nedlægge arbejdet en time ad gangen. Her er det sygeplejersker på Kolding Sygehus, der nedlagde arbejdet i en time 27. september. (Arkivfoto). Foto: Søren Gylling/Ritzau Scanpix
Sygeplejersker, der har nedlagt arbejdet efter 9. september, pålægges en bod på 86 kroner i timen.

Arbejdsretten har torsdag endnu en gang pålagt sygeplejerskerne at gå på arbejde som normalt - og ikke nedlægge arbejdet.

Det skriver Dansk Sygeplejeråd i en pressemeddelelse.

I de seneste uger har sygeplejersker landet over gentagne gange nedlagt arbejdet i en time. Det er sket for at markere deres utilfredshed med lønnen.

Annonce

Strejker er kun lovlige, når de er varslet af fagforeninger i forbindelse med forhandling af nye overenskomster.

I pressemeddelelsen lyder det også, at Dansk Sygeplejeråd tager afstand fra arbejdsnedlæggelserne. Rådet har gentagne gange opfordret sygeplejerskerne til at arbejde som normalt.

Protesterne fra sygeplejerskerne begyndte, da politikerne i slutningen af august greb ind og afsluttede en strejke.

Sygeplejerskerne havde stemt nej til en ny overenskomst. Den blev dog senere ophøjet til lov med politikernes indgreb.

Pressemeddelelse fra Dansk Sygeplejeråd

Laust Høgedahl, der er lektor på Institut for Politik og samfund ved Aalborg Universitet og arbejdsmarkedsforsker siger, at den lønkomité, som sygeplejerskerne har fået stillet i udsigt, kan komme til at spille en rolle:

- Hvordan komitéen ser ud, og de øvrige detaljer i den, tror jeg bliver afgørende for, om det kan lægge en dæmper på arbejdsnedlæggelserne, siger han.

Han henviser til komitéens sammensætning og arbejdsopgaver.

En del af den mæglingsskitse, der blev til lov, er, at der skal nedsættes en lønstrukturkomité. Den skal se på lønnen i det offentlige.

Laust Høgedahl fortæller, at sygeplejerskerne også fik en lønkommission, da de senest var i konflikt i 2008.

- Mange sygeplejersker havde en opfattelse af, at det var en syltekrukke. Jeg tror, at mange sygeplejersker har et behov for at kende indholdet, før de tror på, at der kan komme noget ud af det, siger han.

I yderste konsekvens kan de sygeplejersker, der nedlægger arbejdet, bliver fritstillet, siger Laust Høgedahl.

- Men hvis man har et rekrutteringsproblem i forvejen i forhold til sygeplejersker, er det selvfølgelig ikke helt nemt.

- Det er noget, Arbejdsretten afgør. Hvis Arbejdsretten vurderer, at boden ikke hjælper, kan det blive den yderste konsekvens, at man fritstiller dem, siger han.

Sygeplejersker, der nedlægger arbejdet, vil blive pålagt en bod på 86 kroner i timen.

Dansk Sygeplejeråd skriver desuden, at de kan trækkes i løn svarende til de timer, de har været væk fra arbejdet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Nu er Kasper Würtz' sejr over Christian Bitz endelig i hus: - Den her afgørelse er næsten vigtigere end selve dommen

Annonce