Annonce
Sport

Aalborg vil udnytte mentalt overtag mod Rungsted

Femte finalekamp i Metal Ligaen i ishockey mellem Rungsted Seier Capital og Aalborg Pirates endte med en sejr til Aalborg. Tirsdag spilles den sjette kamp. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Aalborg vil skabe et historisk comeback mod Rungsted. Det mentale bliver afgørende, mener Aalborg-sportschef.

I de 17 foregående sæsoner, hvor Metal Ligaen i ishockey har haft et slutspil i det nuværende format, har intet hold formået at vinde titlen efter at have været bagud 0-3 i en finaleserie.

Den statistik brænder Aalborg Pirates for at ændre på i den igangværende serie mod Rungsted Seier Capital. Sjællænderne førte 3-0 i kampe, men Aalborg har vundet de seneste to kampe.

Med en sejr hjemme i Aalborg i tirsdagens sjette finalekamp kan nordjyderne altså tvinge DM-finaleserien ud i en syvende og afgørende kamp.

Og sejrene i de seneste to kampe giver et mentalt overtag, mener Aalborg-sportschef og -assistenttræner Ronny Larsen.

Et overtag, der skal udnyttes.

- Det mentale kommer jo nok til at spille en rolle, og på det punkt har vi et lille overtag, men det største pres er på os. Vi har kniven for struben, og det har vi haft i de to seneste kampe. Vi har ikke råd til et nederlag, mens Rungsted stadig har råd til at tabe en kamp, siger Ronny Larsen.

I 2018 vandt Aalborg Pirates DM-guld efter 37 års tørke. I morgen kan nordjyderne bringe sig et skridt tættere på at skrive dansk ishockeyhistorie, hvis en sejr kommer i hus.

Kigger man på statistikkerne, peger alt på en titel til Rungsted, men det er ikke noget, nordjyderne bruger krudt på.

- Alt kan jo være statistik, så det skal vi ikke fokusere så meget på. Vi er tilbage i serien, hvis vi vinder, og morgendagens kamp er den eneste, vi tænker på, siger Ronny Larsen.

Det var ikke meget, som lykkedes for Aalborg Pirates i de tre første kampe, hvor Rungsted sejrede i alle tre, men kynismen foran mål har været afgørende for aalborgenserne i de seneste to opgør.

- I de første kampe var vi ikke skarpe på de chancer, vi tilspillede os, og vi havde kæmpe problemer med at udnytte chancerne. Nu begynder vi at få dem ind.

- Vi skal have styr på vores powerplay, og vi skal ikke få så mange udvisninger. I den seneste kamp, var det kun os, der fik udvisninger, og det bliver alt for hårdt for os at spille i undertal i så mange minutter, hvis vi ikke tænker os om.

Den sjette kamp i finaleserien spilles tirsdag klokken 20.30 i Gigantium. Rungsted fører 3-2 i kampe og kan med en sejr sikre sig DM-guld. Aalborg kan med en sejr tvinge Rungsted ud i en afgørende kamp om guldet.

Rungsted er det seneste hold, der er blevet kåret som dansk mester. Det skete i 2018/19-sæsonen. 2019/20-sæsonen blev afblæst før tid på grund af coronapandemien.

/ritzau/

Annonce
Annonce

Coronavirus - Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Teenager anholdt for knivstikkeri i Valby

Annonce